Kampdag: ”Olivia og Andrea ville være stolte over, at vi stadig kæmper”

Solen skinnede højt på himlen over Fælledparken, hvor Dansk Sygeplejeråds forkvinde, Dorthe Boe Danbjørg som så mange andre fra fagbevægelsen var kommet for at fejre arbejdernes internationale kampdag.

På hovedscenen styrede en veloplagt Anders Lund Madsen slagets gang som vært, og kl. 15.35 bød han Dorthe Boe Danbjørg velkommen til indslaget 'Fagbossens Hule'.

Her havde hun og formand for Teknisk Landsforbund, Jannik Frank Petersen, hver især fået til opgave at pitche en uddannelsesvej for to unge kvinder, Nina på 18 og Freja på 17, der så skulle vælge den, de helst ville tage.

Mens de mange tilskuere så på fra plænen, lagde Dorthe Boe Danbjørg i sit pitch vægt på alle de muligheder, sygeplejerskeuddannelsen giver, det helt særlige fællesskab, som DSR-emblemet symboliserer og den forskel, man som sygeplejerske gør for andre mennesker.

De to unge kvinder valgte begge sygeplejen.

”I kæmper for ordentlige forhold”

Kl. 15.50 var det tid til Dorthe Boe Danbjørgs 1. maj-tale, og hun lagde ud med at takke de to unge kvinder, der netop havde forladt scenen.

”Jeg håber at se jer på sygeplejerskeuddannelsen! Det er fedt at tale om, hvorfor jeg synes, sygeplejefaget er værd at vælge,” lød det, før hun understregede, at hun personligt ville vælge det igen, hvis hun kunne.

Så gengav hun, hvad hun ofte har fået at vide: at fagforeningerne skulle være skyld i, at der ikke er nok unge, der vælger en uddannelse på erhvervs- eller professionshøjskolerne, fordi fagbevægelsen insisterer på at tale om problemerne på arbejdspladserne.

”Jeg er lodret uenig. Det er da arbejdsvilkårene, der er problemet!  Det kan vi ikke bare lukke øjnene for. Det vil vi ikke. Derfor insisterer vi på at tale om det,” sagde Dorthe Boe Danbjørg stålfast og talte så henvendt til alle medlemmer af en fagforening, til tillidsrepræsentanter og til alle dem, der var mødt op i parken for at fejre kampdagen:

”I kæmper for ordentlige forhold! For forhold, som gør fagene muligt. Når vi taler om vilkår, der ikke er ordentlige, så tager vi jo netop ansvar for at skabe bedre rammer for fremtidens unge og et bedre samfund. Det er den kamp, vi markerer i dag.”

Historisk tilbageblik

Dorthe Boe Danbjørg havde også været en tur i de historiske arkiver og kunne fortælle, at det i år er 125 år siden, at de første kvinder talte i Fælledparken 1. maj.

Olivia Nielsen og Andrea Brochmann talte dengang om bl.a. kravet om 8-timers arbejdsdag og lige betaling for lige arbejde. Hun pointerede, at netop de emner stadig fyldte meget her 125 år efter, og opridsede så bl.a. øremærket barsel til begge forældre, ferie og 37-timers arbejdsuge som nogle af de sejre, fagbevægelsens har opnået siden da.

”Jeg tror, Olivia og Andrea ville være stolte over, at vi har fortsat kampen – og stadig kæmper,” konstaterede hun.

Nej tak til kortere uddannelse

”Men der er stadig brug for vores kamp,” lød det så fra Dorthe Boe Danbjørg, der nævnte både afskaffelsen af Store Bededag og rygterne om en forkortelse af professionsuddannelserne i regeringens kommende uddannelsesreform som eksempler på, hvordan regeringen forsøger at øge arbejdsudbuddet. Sidstnævnte kaldte Dorthe Boe Danbjørg en ’lappeløsning’, og så talte hun direkte til statsministeren:

”Vi har ikke brug for kortere uddannelse. Men vi har brug for et arbejdsmarked, som de unge kan se sig selv i. Ellers er der ikke nogen arbejdskraft, Mette Frederiksen.”

Dorthe Boe Danbjørg pointerede, at unge i dag vender ryggen til bl.a. sygeplejefaget, hvis ikke løn og vilkår lever op til deres forventninger – og at det problem ikke løses ved forringelse af uddannelse, men ved forbedring af løn og arbejdsvilkår.

Derfor kom hun med en helt klar opfordring til regeringen om at holde faste i de gode uddannelser og i stedet bruge kræfterne der, hvor de trænger til et løft:

”Hvis I lader gode uddannelser og arbejdsvilkår tale for sig selv, så behøver vi andre ikke tale fagene op. Så kommer de nye generationer også til at vælge vores fantastiske, forskellige fag. Helt af sig selv,” lød det.

Dorthe Boe Danbjørg afsluttede sin tale ved at takke for ordet, hvorefter lyden af klapsalver fyldte luften over de grønne plæner.

 

 

 

 

Læs hele Dorthe Boe Danbjørgs 1. maj-tale her:

Tak for invitationen til at tale her i dag.

Og tak til Nina Lilienvald og Freja Steg Knudsen.

Jeg håber at se jer på sygeplejerskeuddannelsen!

Det er fedt at få lov at tale om, hvorfor jeg synes, sygeplejefaget er værd at vælge. For jeg synes jo, at sygeplejefaget er det helt rette valg, og jeg ville vælge det igen, hvis jeg skulle.

Men det er ikke alle, der tror på det.

***

”Du taler faget ned”

Det har jeg tit fået at vide. At det skulle være os i fagforeningerne, som er skyld i, at der ikke er nok unge, der vælger en uddannelse på erhvervsskolerne eller professionshøjskolerne. At problemet er, at vi taler om de problemer, der er på arbejdspladserne.

Jeg er simpelthen lodret uenig. Det er da arbejdsvilkårene, som er problemet!

Det kan vi ikke bare lukke øjnene for. Det vil vi ikke. For de dårlige arbejdsvilkår og den for lave løn forsvinder jo ikke som dug for solen, fordi vi ikke taler om det.

Derfor insisterer vi på at tale om det. Derfor kæmper vi for at gøre arbejdet som sygeplejerske, tømrer, elektriker, pædagog attraktivt. Alle jer, der er mødt op i dag. Alle jer, der er medlemmer af jeres fagforening. Alle jer, der er tillidsrepræsentanter for jeres kolleger. Alle de unge, som er med i lærlingeoprøret.

I kæmper for ordentlige forhold. For forhold, som gør fagene muligt.

Når vi taler om vilkår, der ikke er ordentlige, så tager vi jo netop ansvar for at skabe bedre rammer for fremtidens unge og et bedre samfund. Det er den kamp, vi markerer i dag. Som vi har gjort det mange gange før.

***

Jeg dykkede lidt ned i historien om 1. maj, da jeg blev inviteret til at tale her. I dag er det 125 år siden, at de første kvinder talte til 1. maj i Fælledparken. Olivia Nielsen og Andrea Brochmann. De talte om kravet om en 8-timers arbejdsdag og om lige betaling for lige arbejde. 125 år efter fylder arbejdstid og ligeløn stadig meget. Det betyder ikke, at vi ikke har opnået noget de sidste 125 år. Tværtimod.

37-timers arbejdsuge, ferie, øremærket barsel til begge forældre, er bare nogle af de sejre, vi har opnået i fagbevægelsen. Jeg tror, Olivia og Andrea ville være stolte over, at vi har fortsat kampen – og stadig kæmper.

***

Men der er stadig brug for vores kamp! Det viser regeringens bortskaffelse af fridagen på Store Bededag helt tydeligt. Det mærker vi også lige nu inden for professionsuddannelserne. For regeringen arbejder lige nu på en reform af professionsbacheloruddannelserne. Vi har hørt, at de overvejer at forkorte uddannelserne. Som med Store Bededag og så meget andet er forklaringen arbejdsudbuddet. De vil have sygeplejerskerne, socialrådgiverne, bioanalytikerne hurtigere ud på arbejdsmarkedet.

Det kan jeg godt forstå – for der er brug for dem. Men det er en lappeløsning at skære på uddannelsen. Opgaverne i sundhedsvæsnet og resten af velfærdssamfundet kræver mere og mere viden – ikke mindre.

Vi har ikke brug for kortere uddannelser. Men vi har brug for et arbejdsmarked, som de unge kan se sig selv i – ellers er der ikke nogen arbejdskraft, Mette Frederiksen.

Men de unge vender ryggen til vores fag, hvis løn og vilkår ikke lever op til deres forventninger. Og det kan godt være, at du, Mette Frederiksen, har en forventning om at vi skal arbejde mere – men de 900 tomme stole, der har været i klasselokalet på sygeplejerskeuddannelsen de sidste par år taler deres tydelig sprog. For det er ikke kun tomme stole, det betyder også, at arbejdskraften udebliver – og at manglen på sygeplejersker ikke forsvinder.

Det er samme billede på de andre velfærdsuddannelser.

Det problem løser vi ikke ved at forringe uddannelsen. Men ved at forbedre løn og arbejdsvilkår!

***

Derfor kommer jeg med en helt klar opfordring til regeringen i dag:

Hold fast i de gode uddannelser vi har, og brug kræfterne der, hvor de trænger til et løft.

Hvis I lader gode uddannelser og arbejdsvilkår tale for sig selv – så behøver vi andre ikke tale fagene op. Så kommer de nye generationer også til at vælge vores fantastiske, forskellige fag. HELT AF SIG SELV.

***

For 125 år siden afsluttede Olivia Nielsen sin 1. maj-tale med at sige: ”Når Kvinderne har lært at slutte sig til Organisationerne, da vil deres Krav med det samme være gennemført”.

Sådan er det ikke helt gået. Vi kvinder har heldigvis lært at slutte os til vores faglige organisationer. Men vi har stadig et par krav tilbage.

Så jeg vil slutte af med at sige: Hvis vi fortsat kan stå stærkt sammen i hele fagbevægelsen – så kan vi også opnå nye sejre de næste 125 år. 

Tak for ordet.